Få vores nyheder på mail

Ekstra sol-fly i efterårsferien

Pressemeddelelse   •   Aug 29, 2017 15:53 CEST

I efteråret er vejret specielt godt i den østlige del af Middelhavet med rejsemål som Cypern og Tyrkiet. Her holder dagtemperaturerne sig på i gennemsnit 26-27 grader i oktober.

Efterårsferien er en af årets mest populære ferieuger med et perfekt vejr på de populære rejsemål omkring Middelhavet og på De Kanariske Øer. Spies har nu solgt otte ud af 10 rejser i uge 42, og blandt andet til Rhodos og Cypern er der udsolgt fra Billund. Derfor indsætter selskabet nu et ekstrafly fra den jyske lufthavn. Det letter mandag den 16. oktober med kurs mod Cypern.

- Desværre er det nordiske marked nærmest støvsuget for flykapacitet. Derfor må vi – meget mod vores vilje – nøjes med ét ekstra-fly i efterårsferien, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Op mod 75.000 danskere forventes at rejse på solferie i uge 42 – heraf ca. 45.000 på en charterrejse.

- Jo længere vi kommer øst på i Middelhavet, jo bedre ser sensommervejret ud. Gæsterne på ekstra-flyet fra Billund kan således glæde sig til en gennemsnitstemperatur på 27 grader i dagtimerne og dagligt ni timer med bragende sol, siger Torben Andersen.

Listen over de fem mest populære rejsemål i uge 42 ser således ud:

  1. Gran Canaria
  2. Mallorca
  3. Kreta
  4. Cypern
  5. Tenerife

Læser-/journalistservice – hvis du vil videre:
Læs mere om efterårsferie med Spies her: https://www.spies.dk/efteraarsferie

Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.