Få vores nyheder på mail

Flere end hver anden sommerrejse er solgt

Pressemeddelelse   •   Mar 19, 2018 13:49 CET

Sunwing Resorts er eftertragtede for børnefamilierne. Med all inclusive er der frit slag i iskiosken.

Først sibirisk kulde, så regn i store mængder og forårsmåneden marts fortsætter med prognoser med masser af bidende kulde. Mens de solhungrende danskere lige nu bliver svigtet af vejrguderne, har rejsebranchen svært ved at få armene ned. Tre ud af fire skatteydere får den 10. april i snit 5000 kr. retur – og titusindvis af danskere er klar til at omveksle pengene til solrejser.

-Lige nu har vi solgt lidt flere end halvdelen af vores sommerrejser – samlet set ligger vores sommersalg ca. 15 pct. over samme tidspunkt i fjor. Det er specielt børnefamilierne, der har travlt med at solsikre skoleferien, men også mange ældre benytter den ekstra kapitalindsprøjtning til at invitere børn og børnebørn på ferie. I dag udgør generationsrejserne ca. syv pct. af sommersalget, siger kommunikationschef Torben Andersen, Spies.

Interessen for at rejse til Grækenland og Tyrkiet er rekordstor i år. På to år er besøgstallet til Grækenland vokset med 20 pct. til årligt over 14 millioner turister. Tyrkiet er tilbage i højeste gear med priser, der ligger ca. 30 pct. lavere end for et tilsvarende produkt i Spanien. Specielt er der stor rift om landets mange all inclusive hoteller med høj standard.

Mallorca er fortsat rejsemålet med den største volumen – nøjagtig som det har været det i de sidste 60 år. - I forhold til sidste sommer, har vi imødekommet den stigende rejselyst ved at lægge flere rejser til salg. De ekstra rejser går i første række til prisbillige alternativer som Kroatien, Montenegro og ikke mindst Tyrkiet, siger Torben Andersen.

Top 5 over de bedst sælgende sommerrejsemål ser lige nu således ud:

  1. Mallorca
  2. Kreta
  3. Rhodos
  4. Cypern
  5. Antalya


Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00, eller produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.