Få vores nyheder på mail

Hvilken græsk ø passer til dig?

Pressemeddelelse   •   Apr 07, 2016 16:49 CEST

Økonomisk krise eller ej – danskerne elsker Grækenland. Sidste år besøgte ca. 270.000 danskere landet – ca. 24.000 flere end året før og 41.000 flere end i 2013. Mest populær er Kreta med Rhodos på en andenplads og Kos og Santorini som henholdsvis nummer tre og fire.

Grækenland har mellem 600 og 1.400 øer lidt afhængigt af, hvordan man definerer tingene. Med andre ord: Du har et væld af valgmuligheder. Herligt, ja helt sikkert, men det kan også byde på udfordringer at finde den helt rigtige ferieø. Spies’ rejseeksperter hjælper dig med at vælge!

Kreta

Den største af de græske øer har alt; strandene, landsbyerne og kulturen. Her findes der hoteller og rejsemål for ethvert behov. Rolig ferie med græsk atmosfære? Agios Nikolaos på den østlige del af øen. Badeferie med liv og aktiviteter? Chaniakysten på den vestlige del af øen. By og strand? Chania. Rolig familieferie? Makrigialos i sydøst. Den kretensiske natur er storslået med tre store bjergkæder, som er perfekte til vandreture. Her kan du også opleve øen Spinalonga, hvortil de spedalske blev forvist i 1900-tallet. Og du må endelig ikke gå glip af Elafonissi, stranden som er kåret til en af de smukkeste ved Middelhavet, og som ligger længst sydpå på Kreta. Her er noget for enhver smag og pengepung.

Rhodos

Ferieklassikeren oplever lige nu en renæssance, ikke mindst takket være en betydelig modernisering af både Rhodos by og en række af hotellerne rundt omkring på øen. Her er du nærmest garanteret godt vejr. Ingen anden ø i det græske øhav har flere soldage. De bedste strande for børnefamilier finder du på den østlige del af øen. Rhodos by har et godt udvalg af shoppingmuligheder, caféer og restauranter. Rhodos er også et godt udgangspunkt for ø-hopping i Dodekaneserne og har et stort udbud af aktiviteter og seværdigheder. Lej en bil og kør ned til den hvide by Lindos i syd. Besøg en af de mange strande, du passerer undervejs. Og du må endelig ikke gå glip af et besøg i Rhodos bys gamle bydel, som stammer fra Middelalderen.

Korfu

Korfu har stadig noget af fordums uskyld over sig, genspejlet i mange af øens små byer. Øen har fine strande og hoteller af høj standard. Øen er også perfekt til aktiviteter i det krystalklare hav rundt om øen. Korfu by er absolut et besøg værd. Byen har tydelig indflydelse fra både Italien, Frankrig og England, og her finder du caféer og restauranter med kulinariske oplevelser på højeste niveau.

Thassos

På rolige og fredelige Thassos finder du alt, du kan ønske dig på ferien; grøn natur, krystalklart vand, dejlig mad og nogle af Det Ægæiske Havs allerbedste sandstrande. Mange af turisterne her er ferierende grækere, hvilket også har bidraget til, at Thassos er et af de billigste græske rejsemål.

Kos

Efter mange år med et lidt plettet ry har de lokale myndigheder arbejdet hårdt på at give Kos et mere familiepræget stempel. Resultatet er et nedtonet aftenliv, lækre hoteller og stilfulde loungebarer. Kos er et godt valg for alle, som trives med smukke strande, krystalklart vand og mulighed for en aktiv ferie i form af f.eks. cykelture. Kos er en lille ø, så det er let at komme rundt. For mange er øen over for tyrkiske Bodrum en mellemstation til øerne Kalymnos og lille Telendos med blot én bil og ca. 50 indbyggere. Faktisk tager ca. 40 pct. af Spies’ gæster videre fra Kos til en af eller begge øer.

Parga

Selv om Parga er en lille kystby på det græske fastland, får du følelsen af at være kommet til en lille, græsk ø. Man kan ikke undgå at falde for de stejle og trange, små gader og den romantiske havn. Mange af hotellerne er små og familiedrevne. Der er også to små strande i centrum, og det er nemt at komme til andre strande i bil eller med bus eller båd. Passer godt til alle men i august sørger feriegæster fra Athen og Italien for, at pulsen stiger betydeligt.

Santorini

Kærlighedsøen, som mange mener danner grundlag for myten om det forsvundne Atlantis, er nok mere kendt for sine smukke solnedgange end for strandene. De typiske, hvidkalkede huse har gjort øen til en af de mest fotograferede i hele Grækenland. For par er her mange fine, små hoteller ikke mindst i og rundt omkring den postkortsmukke landsby Oia på den nordvestlige del af øen.

Skiathos

Skiathos blev verdensberømt takket være filmsuccesen Mamma Mia men er også kendt for sine mange lækre strande. En af de mest perfekte af de græske ferieøer med alt, hvad du har brug for af restauranter, forlystelser, shopping og seværdigheder. En grøn og frodig ø, som også er et godt udgangspunkt for ø-hopping.

Skopelos

Fredelig, grøn og smuk – med ikke færre end 360 kirker! Skopelos ligger blot en times sejlads fra Skiathos, men der er alligevel forbavsende få danskere, som har fundet vej hertil. Perfekt ø at udforske på egen hånd og her finder du let din helt egen badebugt. Stedet passer perfekt for dig, som ønsker en fredelig ferie med mulighed for at besøge naboøer som Alonissos og Skiathos.

Lefkas

Lefkas er ikke et rejsemål, som har noget for alle. Tværtimod. Lefkas har alt for nogle. Strandene er magiske, og det smukke landskab inviterer til korte og længere vandreture. Passer til strandløver i alle aldre – også for børnefamilier, som vil undgå de store turistrejsemål.

Lesbos

På grønne Lesbos (Mytilini) oplever man det ægte Grækenland med både fine strande og græsk hverdagsliv. I de seneste år har der været stort mediefokus på øen på grund af bl.a. to opsamlingslejre for flygtninge ved Mytilini by. Men Lesbos er en stor ø, faktisk Grækenlands tredjestørste, med mange forskellige rejsemål, og de fleste turister vil ikke komme i nærheden af lejrene, hvorfra flygtningene nu sendes tilbage til Tyrkiet. Naturen på Lesbos er præget af grønne skove, sølvgrå olivenplantager og brede blågrønne bugter, som skærer sig ind i landskabet. Alligevel har relativt få feriegæster opdaget denne græske perle. Det betyder, at priserne stadig er favorable og trængslen i feriebyerne til at overse. Lesbos passer perfekt til dig, som vil have en afslappet ferie med masser af sol, skønne strande og et ægte græsk hverdagsliv. I ouzoens hovedstad Plomari på sydkysten får du en ferie blandt de lokale med god mad og en dejlig strand. Stranden, Agios Isidoros, ligger nogle kilometer udenfor Plomari, og det er også her, at du finder Spies' mest populære hotel, Vicky. Stranden egner sig perfekt til både snorkling og afslapning i en liggestol med udsigt over den tyrkiske kyst og naboøen Chios.

Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00, eller produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.