Få vores nyheder på mail

Ny analyse: Børn dræber sexlysten

Pressemeddelelse   •   Nov 15, 2016 12:55 CET

Maldiverne, Seychellerne eller Barbados kan være vejen til at give sexlivet et rygstød. Danske par med børn har nemlig i gennemsnit dobbelt så meget sex på en eksotisk rejse som derhjemme. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Spies. For at styrke incitamentet til at pakke taskerne og tage sydpå lancerer Spies nu et loyalitetsprogram med indbygget fertilitetsbonus. Det skal komme alle forældre til gode – og især den halvdel, der har mindre sex med deres partner, efter at poderne er kommet til.

Nok er børn dejlige, men de er ikke gode for sexlivet. Så enkel er konklusionen i en ny undersøgelse fra Spies foretaget gennem Epinions Danmarkspanel. 46 pct. af danskere i parforhold med børn angiver nemlig, at de har mindre sex med deres partner, efter de har fået børn, mens kun to pct. har mere sex. Samtidig viser undersøgelsen, at danskernes sexliv daler med alderen.

For at komme forældrene til undsætning lancerer Spies nu kampagnen Do it Forever, som præsenterer et loyalitetsprogram til de danskere, der har gjort deres for at styrke den danske befolkningsvækst – og hvor der måske er tid til at dyrke hinanden igen, nu hvor børnene er blevet store. Loyalitetsprogrammet garanterer rabat på eksotiske rejser de næste ti år, så der er rig mulighed for at dyrke parforholdet i mange år fremover.

- Vores undersøgelse viser, at danskere uanset alder dyrker mere sex, når de tager på ferie, end når de er hjemme i de vante rammer. Herudover er eksotiske rejser til destinationer langt væk som eksempelvis Maldiverne, Seychellerne eller Barbados oplagte til at dyrke hinanden og parforholdet, også efter at man får børn. Danske par har nemlig i gennemsnit 102 pct. mere sex med deres partner på en eksotisk ferie end i hverdagen. Og de eksotiske ferier er dermed den ferieform, hvor garantien for sex er størst, siger Jan Vendelbo, administrerende direktør i Spies.

Spies’ loyalitetsprogram har samtidig en indbygget fertilitetsbonus. Des flere børn, des større rabat på rejsen. Do it Forever markeres med en film (klik på linket og se filmen: https://www.youtube.com/watch?v=ZHNBVzYk5gA).

Sex giver øget livskvalitet i parforholdet – også i en moden alder
Do it Forever er den tredje og sidste kampagne i trilogien Do it for. Do it for Denmark og Do it for Mom opfordrede danskerne til at tage på ferie for at dyrke parforholdet og derigennem undfange til gavn for hele landets befolkningsvækst. Og det er lykkedes. Sideeffekten er det svækkede sexliv, når poderne så er kommet til verden. Med Do it Forever vil Spies gerne give forældrene lidt kompensation for deres ihærdige indsats, så sexlivet igen kan få et nyk opad. Ikke kun for morskabens skyld men også for at øge livskvaliteten.

- Sex er ikke kun vigtigt, når man er ung. Det er vigtigt hele livet igennem. Regelmæssig sex booster immunforsvaret og styrker hjertet og livsgløden. Derfor er sex med andre ord en vigtig del af et sundt liv, siger Bjarke Oxlund, bestyrelsesleder i Sex og Samfund.

Du kan se mere om kampagnen og muligheden for at tilmelde dig loyalitetsprogrammet her: http://www.doitforever.dk.

Yderligere information: Eva Lundgren, Head of Brand and Marketing i Spies, tlf. 25 21 11 34, mail: eva.lundgren@spies.dk.

Fakta om Do it Forever

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført på Epinions Danmarkspanel for Spies og handler om ferie, parforhold, børn og sexvaner. Data er indsamlet i perioden 6. september til 16. september 2016. Undersøgelsen er blevet til på baggrund af et spørgeskema, som er blevet sendt ud som en e-survey, og der er indsamlet 2.068 webinterviews med danskere i alderen 18-85 år, som enten er i et parforhold eller gift.

Nøgleresultaterne er:

  • 46 pct. af danskere i parforhold med børn angiver, at de har haft mindre sex med deres partner, efter de har fået børn. Kun 2 pct. angiver, at de har haft mere sex, mens 30 pct. havde lige så meget sex, efter deres børn blev født. Den resterende del har svaret ”ved ikke” eller ”ønsker ikke at svare”.
  • Danskere i parforhold med børn dyrker mere sex i en ferieuge sammenlignet med en almindelig hverdagsuge – uanset alder. Danskernes sexliv bliver desuden mindre aktivt med alderen.
  • Eksotiske rejser er den type rejser, hvor danskere i parforhold med børn dyrker mest sex. Undersøgelsen viser, at danskere i parforhold med børn i gennemsnit har sex 1,43 gange derhjemme, mens de har sex 2,89 gange på en eksotisk ferieuge. Danskere i parhold med børn, som tager på eksotiske rejser, har altså dobbelt så meget sex som dem, der bliver derhjemme.

Om kampagnen
Do it Forever er en kampagne for Spies’ eksotiske ferier. Formålet med kampagnen er at komme par med børn, der har gjort deres pligt for Danmark, til undsætning ved at give dem muligheden for at komme med i et nyt loyalitetsprogram, hvor de får rabat på eksotiske ferier de næste ti år, så de kan få gang i sexlivet igen og puste nyt liv i parforholdet. Og des flere børn des mere rabat får man. Videnskabelige undersøgelser viser nemlig, at sex gennem hele livet styrker immunforsvaret og øger livskvaliteten. Derfor siger vi: Du stopper ikke med at have sex, fordi du bliver gammel. Du bliver gammel, fordi du stopper med at have sex. Så kom i gang! Gør det for Danmark. Og gør det igen og igen og igen.

Kampagnen kan følges på de sociale medier under #doitforever.

Kampagnefilmen kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=ZHNBVzYk5gA.

Se mere på www.doitforever.dk og www.spies.dk.

De top-5 mest populære destinationer for eksotiske rejser hos Spies er Thailand, Den Dominikanske Republik, Maldiverne, Bali og Mauritius. Se mere på www.spies.dk.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.