Få vores nyheder på mail

Skattepenge betyder boom i rejsesalget

Pressemeddelelse   •  Mar 14, 2017 13:48 CET

I juni måned koster en uge på et godt hotel i Alanya blot fra 1.599 kr. – det giver for mange luft i budgettet til også at købe rigeligt med is.

Rejsebranchen bliver den helt store vinder, når tre ud af fire skatteydere den 11. april får udbetalt tilsammen 18 milliarder kr. Spies, der klart er Danmarks største rejseudbyder, solgte mandag ca. 1.500 ferierejser – 45 pct. flere end forrige mandag. Det er især børnefamilierne, der i disse dage tager forskud på pengene og får bestilt sommerferien.

- Og trenden fortsatte tirsdag. Her var det muligt at ombytte de ”grønne” tal på årsopgørelsen med f.eks. en uge i juni på et hotel i kategorien 4+ i Alanya for blot 1.599 kr. En sådan rejse vil i skoleferien koste 6.399 kr., siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Også rigtig mange ældre benytter den ekstra kapitalindsprøjtning til at invitere børn og børnebørn på en solferie. – I dag udgør generationsrejserne ca. syv pct. af vores oplæg. Samlet set ligger vores sommersalg ca. 10 pct. foran samme tidspunkt i fjor, siger Torben Andersen.

Det skyldes bl.a., at de rejselystne har svært ved at sammensætte en ”bland-selv-ferie” til f.eks. Mallorca. Presset på øen er så stort, at det nu er mere end vanskeligt at finde et godt hotel til en rimelig pris, som kan parres med en flybillet. – Charterarrangørerne har – indtil videre - begge dele. Det er også med til at sætte ekstra tryk på salget, siger Torben Andersen.

Top 5 over de bedst sælgende sommerrejsemål ser lige nu således ud:

  1. Mallorca
  2. Kreta
  3. Rhodos
  4. Cypern
  5. Gran Canaria

Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.