Få vores nyheder på mail

Spies først med Albanien

Pressemeddelelse   •   Okt 03, 2018 12:44 CEST

Sådan blev Albanien præsenteret som nyt rejsemål i Spies’ katalog i 1971. Nu relanceres landet for sommeren 2019 med en mere appetitlig præsentation på rejsearrangørens hjemmeside.

Der er ikke mange rejsemål i Europa, som man kan sætte prædikatet ”nærmest uopdaget” på. Et af dem er Albanien – et land, som Simon Spies allerede i 1971 forsøgte at sætte på danskernes rejsekort med direkte charterfly til Tirana. Det blev en af rejsekongens meget få fiaskoer, men til sommer 2019 vender Danmarks største rejsearrangør tilbage til det tidligere ellers så isolerede kommunistiske land, der i dag har udviklet sig til et åbent og trendy rejseland.

Albanien er således rykket ind på en række internationale lister over alverdens Top 10 destinationer – godt hjulpet frem af god mad, en spændende historie, en smuk natur, lange strande og de mest attraktive priser i Europa. Spies vil flyve fra København til Korfu, hvorfra der sejles med Flying Dolphin de ca. 30 minutter til det albanske Saranda-område med syv hoteller – flere af høj klasse. Første fly med Thomas Cook Airlines afgår den 12. maj og hver søndag frem til den 29. september.

Erik Storm var Simon Spies’ salgschef, da rejsekongen i begyndelsen af 70’erne fandt på at sende en Sterling Caravelle til Tirana.- Det var et helt andet og nærmest lukket land, som vi dengang fløj de første danske chartergæster til. Enver Hoxha var landets jernhårde kommunistiske leder, som med lukkede grænser, våben i hånd og et utal af bunkers ville forsvare sig mod Jugoslavien, Sovjet og vestlige lande. Simon ønskede at vise danskerne et styre, som de ikke skulle ønske sig at få – selv om der dengang var politiske kræfter, der kæmpede for den politiske grundide.

Allerede ved ankomsten fik de danske chartergæster en forsmag på landets jernhårde system: - De mænd, der var lidt langhårede og langskæggede, røg ind til en skarp klipning og barbering hos lufthavnens frisører, der var ansat til det samme. Var kvinderne lårkorte, måtte de dykke ned i kufferten og finde noget mere ærbart. På strandene var opsat master med højttalere, hvorfra der lød Mao-hyldester og hovedstaden Tirana kunne kun besøges med en lokal guide i hælene, fortæller Erik Storm.

Interessen for datidens Albanien-rejser blev beskeden – bl.a. fordi visum dengang skulle udstedes i Stockholm. En uge med hotel og pension blev i 1971 solgt til en rabatteret pris på 198 kr. pr. person. Salgschef Erik Storm nægtede at tage million-tabet på virksomhedens regnskab. – Albanien er din egen opfindelse, Simon, så underskuddet må du selv dække med dine egne penge, fortæller Erik Stormog sådan blev det og der blev kun fløjet syv-otte gange.

Spies’ gæster skal til sommer bo på den kilometerlange strandpromenade i Saranda med ca. 32.000 indbyggere. Byen ligger ved Det ioniske Hav. – Det er på promenaden man mødes, jogger, ser på folkelivet og slår sig ned på nogen af de mange restauranter for frokost eller middag, eller blot for en drink. Udbuddet er stort og det kulinariske bærer positivt præg af nærheden til Italien og Grækenland. Fersk fisk og skaldyr, en græsk salat eller pasta frutti di mare – alles behov kan dækkes til yderst attraktive priser, siger produktchef Carlos Cebrian fra Spies.

Priseksempel: En uge med morgenmad på hotel Harmony i Saranda i Albanien med afgang den 19. maj koster fra 3.499 kr. inklusiv flyrejse til og fra Korfu og sejlads til og fra Albanien (ca. 30 minutter).

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland og Thomas Cook Airlines i Storbritannien, er med over 100 moderne og miljøvenlige fly et af Europas største ferieflyselskaber.