Få vores nyheder på mail

Spies klar med første ekstrafly i skoleferien

Pressemeddelelse   •   Mar 18, 2016 10:29 CET

I den regnfulde sommer 2015 gik tusindvis af danskere forgæves efter pakkerejser til sikker sol og varme. Åbenbart har mange ikke den store tillid til, at sommeren 2016 bliver meget bedre end i fjor. Spies, der er Danmarks største rejsearrangør, har således nu solgt 8.000 flere sommerrejser end på samme tidspunkt i 2015, og selskabet indsætter derfor nu ekstrafly i skoleferien.

- Vi vil aldrig kunne give leveringsgaranti på rejser i skolernes sommerferie, men med et ekstrafly til Bulgarien kan op mod 1.000 flere komme sydpå. Til dato har vi solgt fire ud af 10 Bulgarien-rejser. Sideløbende undersøger vi muligheden for flere ekstrafly til f.eks. populære Mallorca, men her er det nærmest umuligt at opdrive gode hotelværelser, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Han har et godt råd til de, der har mod på selv at sammensætte ferierejsen: husk at få fat i et hotelværelse inden du køber flybilletter.

Bulgarien er et godt alternativ til urolige Egypten og Tunesien, som Spies har lukket ned for den kommende sommer. – Ved Sortehavet får man også meget for den stærke, danske krone, når det gælder mad og drikke. Og så er der en flyvetid på blot ca. 3 timer til Burgas Lufthavn med kort til de fine strande i Nessebar og Sunny Beach, siger Torben Andersen.

Ekstraflyet er et ”rigtigt” ekstrafly og ikke blot et fly, der er omdirigeret fra et andet rejsemål. Første afgang fra København til Burgas er den 28. juni og den sidste den 2. august, og priserne starter ved ca. 3.500 kr. for en uge pr. person med fly og hotel.

Læs mere om Spies’ rejser til Bulgarien her: https://www.spies.dk/bulgarien.

Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00, eller produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.