Få vores nyheder på mail

Spies-nyhed! Montenegro til sommer

Pressemeddelelse   •   Okt 12, 2017 13:43 CEST

Ligheden mellem Kroatien og Montenegro er stor – både når det gælder naturen og byer som 2500 år gamle Budva med ca. 14.000 indbyggere.

Charterbranchen udvider fortsat viften af rejsemål. Efter at Spies netop har lanceret Korfu og Egypten for sommeren 2018, følger selskabet op med Montenegro (”sort bjerg”) – landet syd for Kroatien, hvis ca. 618.000 indbyggere for 11 år siden stemte sig ud af unionen med Serbien. Kystlinjen er blot 296 km. – til gengæld tæller den nogle unikke strande, der sammen med en rig historie, god mad og et lavt prisniveau, gør landet til et af de mere interessante feriesteder ved Adriaterhavet.

Rejsemålene Budva, Becici, Petrovac og Poro Motenegro, landets St.Tropez, bliver nyhederne i Spies’ program. Landet har meget til fælles med nabolandet mod nord, Kroatien.

  • Naturen er meget lig nabolandet, badevandet er krystalklart, der er gode udflugtsmuligheder og mange hyggelige restauranter og barer. Rejsemålet passer fint for såvel børnefamilier som venner og par, der sætter pris på oplevelser, aktiviteter og seværdigheder, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Smukke Budva er over 2500 år gammel. Byen Stari Grad har smalle smøger, smukke, små torve og mange barer og restauranter. Området tæller 35 strande – heraf otte med blåt flag. Becici, som ligger i gå- afstand? fra Budva, er en badeby med landets længste strand og en livlig strandpromenade. Petrovac tilbyder ligeledes indbydende strande og en livlig promenade med cafeer og restauranter.

Spies udbyder foreløbig 12 hoteller - alt fra fem-stjernede luksushoteller, hyggelige familiehoteller til lejligheder og hoteller med god beliggenhed.

FAKTA: En uge på f.eks. hotel TARA (inkl. halvpension og fly) koster 3.499 kr. i delt dobbeltrum med afrejse den 16. maj næste år.

Lokal tid: Dansk tid

Sprog: Montenegrinsk (dog også engelsk i ferieområderne)

Valuta: EUR = euro

Religion: 65 pct. af befolkningen er ortodokse kristne, 19 pct. muslimer, fire pct. romersk katolske og to pct. protestanter.

Pas: Med dansk pas får du et stempel ved ind- og udrejse.

Hovedstad: Podgorica med ca. 186.000 indbyggere. 

Yderligere information: Produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93, eller kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.