Få vores nyheder på mail

Udsolgt på Lesbos-flyet - og masser af hjælp til beboerne

Pressemeddelelse   •   Jun 13, 2016 09:46 CEST

Danskerne vil meget gerne hjælpe befolkningen på Lesbos. Efter sidste uges heftige debat om det at holde ferie og dermed hjælpe lokalbefolkningen på øen solgte Spies ikke alene de 212 pladser på søndagens fly til den græske ø, men selskabet har kun 12 ledige pladser ud af 424 på de næste to søndagsafgange. I disse dage sælger Spies flere Lesbos-rejser end til Thassos, Skiathos og Kos – tilsammen.

- Det er dejligt at se, at danskerne har forstået vores budskab: - At lesboterne har brug for hjælp efter et fald i turismen på 80 pct. i kølvandet på sidste sommers flygtningekrise. Ud over at støtte øens restauranter, barer og lokale handlende ved blot at holde ferie på øen, havde søndagens Lesbos-gæster medbragt ca. 200 kilo hjælp i form af bl.a. pasta, ris og tøj til børne- og plejehjem på øen. Hjælpen fordeles i de kommende dag af kirken på Lesbos, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Ca. 30 pct. af Lesbos’ befolkning på ca. 86.500 lever af turisme. - Vi har i årevis hjulpet flygtninge, som er kommet til øen. Sidste år kom der så pludselig mange, mange flere, end vi kunne håndtere, og det tog alt for lang tid, inden vi fik hjælp til at kontrollere situationen. Ingen har efterfølgende interesseret sig for, hvad det hele har betydet for øens beboere, og hvilken hjælp vi nu har behov for, siger danske Marlene Limnaiou, der har boet på øen i 17 år og driver butikken Botek i byen Molivos. - Det er skræmmende at bo i et land, hvor ens nabo ikke har råd til lægehjælp, og der ingen offentlig hjælp er. Det er hjerteskærende at se børn gå sultne i skole.

Sommeren over kan Spies’ gæster tage 20 kilo hjælp med til beboerne på øen. – Når gæsterne får udleveret deres bagage på Lesbos, kan de gå direkte til en bil og aflevere deres bidrag til de lokale. Vi har aftalt med den lokale kirke, at de så vil fordele mad og tøj til de, der har behov for det. Det er måske ikke ”nødhjælp” i klassisk forstand men direkte hjælp til andre EU-borgere, der uforskyldt har fået behov for hjælp, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Når gæsterne på dagens fly vender hjemad om en uge eller to, kan de gratis medbringe 10 kilo overvægt. – Det er vores håb, at de ekstra kilo vil blive brugt til at hjembringe lokale varer som f.eks. olivenolie, oste og tøj produceret på øen. Som øens borgmester, Spyros Galinas, siger: I kan bedst hjælpe ved at komme på ferie og nyde vores smukke ø, siger Torben Andersen.

Og danske Malene er enig: - Hver eneste turist gør en forskel. For hver euro, danskerne bruger i forretninger og restauranter, betyder indkomst og omsætning for hele øen.

Sidste sommer tillod Spies, at gæsterne tog mere end 20 tons nødhjælp med til de flygtninge, der dengang ankom til øen.

Spies kan levere video af broadcastkvalitet fra morgenens check-in af de 212 Lesbos-gæster med medbragt hjælp til beboerne på Lesbos.

Faktaboks:
Lesbos, også stavet Lesvos, kaldes også indimellem Mytilini efter hovedbyen. Øen er lidt større end Lolland og ligger i den nordøstlige del af Ægæerhavet kun nogle få kilometer fra den tyrkiske kyst. Indbyggertallet er ca. 86.500 på den frodige og bjergrige ø. Man siger, at der er 650.000 får og 11 millioner oliventræer på øen. Olivenolien fra Lesbos er verdens bedste, siger de på Lesbos. Olivenolien plus produktion af olivensæbe og ouzo er indtægtskilder til øen sammen med turisme. Den forstenede skov, som ligger på øens sydvestlig del, har siden 2014 været World Heritage og er øens største seværdighed.

Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00, eller produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93. Marlene Limnaiou kan træffes på tlf. +30 2253071046 eller +30 6945757963.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.