Gå til indhold
Administrerende direktør i Sunclass Airlines takker af

Pressemeddelelse -

Administrerende direktør i Sunclass Airlines takker af

Torben Østergaard, adm. direktør i Sunclass Airlines takker af efter i alt tre årtier i selskabet, som netop er kåret til ’Bedste Charterflyselskab’ i Danmark ved Danish Travel Awards. Torben Østergaard overleverer et selskab i god form. Sunclass Airlines er kommet igennem coronapandemien og flyver igen fyldte Airbus-fly til 32 forskellige destinationer med feriegæster fra Spies og søsterselskaberne i Nordic Leisure Travel Group. Nu skal forretningen vækstes og moderniseres yderligere. Den opgave ønsker Torben Østergaard at give videre til nye kræfter, og valget fra en enig bestyrelse er faldet på 41-årige Valdemar Warburg, der kommer fra en stilling somVice President for forretningsenheden Nordic hos DFDS. Valdemar Warburg tager over efter Torben Østergaard 1. januar 2023.

62-årige Torben Østergaard har besluttet at trække sig tilbage fra sin stilling som adm. direktør for Sunclass Airlines. En beslutning han med egne ord kalder ’utrolig svær, men rigtig’. Torben Østergaard startede i 1994, da flyselskabet hed Premiair. Først i økonomiafdelingen, herefter som direktør for forretningsudvikling og senere som økonomidirektør, inden han blev administrerende direktør i det daværende MyTravel Airways. Torben Østergaard var derefter en del af rebrandingen til Thomas Cook Airlines, inden han forlod firmaet i 2016 for senere at vende tilbage i 2020.

Koncerndirektør i Nordic Leisure Travel Group (NLTG), Magnus Wikner udtaler: ”Jeg er glad for, at Torben Østergaard vendte tilbage til Sunclass Airlines i januar 2020. Sammen med sit team sikrede han, at selskabet kom stærkt fra land efter konkursen i Thomas Cook, hvorefter han var med til at styre os igennem en coronapandemi og videre ind i en meget travl periode, som krævede endnu en omstilling for igen at have fly og mandskab klar til den store efterspørgsel. Jeg skylder Torben en stor tak for hans indsats og ønsker ham alt det bedste fremover”. Magnus Wikner takker desuden Torben Østergaard for at sætte gang i hele flyflådefornyelsen i Sunclass Airlines. Den skal sikre fortsat vækst, effektivitet og ikke mindst en markant reduktion i CO2-udledningen.

Stærk profil med solid brancheerfaring og holistisk forretningssyn tager over

Med mere end 15 år indenfor forretningsudvikling, luftfart, shipping og logistik er det en erfaren profil, der fra januar skal stå i spidsen for Sunclass Airlines. Valdemar Warburg kommer fra en stilling som Vice President for forretningsenheden Nordic hos det nordiske færge- og logistikselskab, DFDS, hvor han er ansvarlig for en drift med 550 medarbejdere i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Baltikum og Ukraine. Før det var Valdemar Warburg Associate Partner hos McKinsey, hvor han arbejdede med luftfartsindustrien i ni år. Han har dermed en stor viden om flydrift fra flere europæiske, asiatiske og mellemøstlige flyselskaber.

Om valget af Valdemar Warburg siger Magnus Wikner og Torben Østergaard: ”Valdemars stærke ledelses- og transformationsevner, erfaring med at arbejde i en nordisk erhvervsorganisation og hans grundige luftfartserfaring gør os sikre på, at han er den helt rigtige til jobbet. Valdemars kompetencer og erfaring er et fund i den forbindelse” lyder det samstemmende – og Torben Østergaard tilføjer: ”Jeg er overbevist om, at Valdemar i samarbejde med den øvrige ledelse og medarbejdere kan være med til at gøre Sunclass Airlines endnu bedre i fremtiden. Jeg vil trygt overlade styrepinden til ham 1. januar og vil selvfølgelig være til rådighed som sparring i en rum tid efter”.

Skarpt fokus på en fælles, nordisk rejseorganisation med ambitiøse ESG-mål

Der er stadig et par måneder til, at Valdemar Warburg sætter sig i direktørstolen i Sunclass Airlines. Men når det sker, er det med en klar mission om at styrke forretning og organisation på tværs af flyselskab og nordisk turoperatør endnu mere, ikke mindst med den grønne omstilling for øje. Valdemar Warburg udtaler: ”Jeg ser frem til, sammen med hele NLTG-teamet, at bidrage til at vækste og udvide vores forretning yderligere - og på en måde, så det at rejse med omtanke for klimaet er centralt i vores beslutninger og indsatser. Jeg er imponeret over Sunclass Airlines og hele koncernens fremskridt på dette område, og jeg ved, at det kræver en masse hårdt arbejde, som jeg glæder mig til at bidrage med.

For yderligere information eller ønske om interview, kontakt Kommunikationschef, Sofie Folden Lund: sofie.lund@spies.dk / 26 36 23 77.

Emner


Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Nordic Leisure Travel Group sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Sunclass Airlines . 

Pressekontakt

Velkommen til Spies - Presseinformation!

Presseinformation og pressemeddelelser fra Spies. Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Nordic Leisure Travel Group.

Spies - Presseinformation
Kay Fiskers Plads 9
2300 København S
Denmark