Pressemeddelelse -
Spies Rejser opruster og sender 100.000 på ferie til vinter
I dag den 1. oktober starter rejsebranchens officielle ’vintersæson’, og en af de helt store feriefavoritter, Thailand slipper fra dags dato taget i de sidste corona-restriktioner ved indrejse til landet. Dermed er de tilbage til normale tilstande, og det er gode nyheder for blandt andet Danmarks største rejsearrangør, Spies. Her har man Thailand på programmet hele året, og starter op med direkte flyvninger til Phuket i december. Spies opruster desuden med yderligere 10.000 rejser hen over vintersæsonen – primært fordelt på De Kanariske Øer, Madeira, Kap Verde, Egypten, Den Dominikanske Republik og Thailand. Totalt betyder det, at man i Spies regner med at sende godt 100.000 danskere afsted på ferie til vinter.
På trods af – eller måske på grund af – udsigten til en i særhed lang, kold og mørk vinter oplever man hos Spies øget aktivitet i bookinger af vinterrejser for tiden. Over de seneste seks uger har man solgt flere vinterrejser end samme periode inden coronapandemien. Og netop den opsparede rejselyst spiller ifølge kommunikationschef hos Spies stadig ind, når danskerne skal prioritere i privatøkonomien de næste måneder:
”Typisk har man i krisetider set, at rejser og andre oplevelser blev skåret væk i folks budget som det første. Men det lader faktisk til, at mange virkelig prioriterer at komme afsted på ferie, hvis overhovedet muligt. Og den prioritering kan vi jo kun være glade for i rejsebranchen”.
Sofie Folden Lund understreger, at man i Spies især oplever øget efterspørgsel på selskabets klassiske charterrejser med egne koncepthoteller. Fx har man hen over sommerferien set en vækst i bookingerne på Spies’ familiehoteller ’Ocean Bech Club’ på hele 61 % sammenlignet med tiden inden corona.
Thailand comeback og midlertidig Business Class på charterafgange
Spies’ Thailand-sæson starter for alvor den 11. december, når det første charterfly fra København letter til Phuket. Og interessen for Thailand er tilbage igen. Lige nu er 4 ud af 10 charterrejser til Phuket booket, og alene i den sidste uge er bookinger til Thailand i vintersæsonen steget med over 85 % i forhold til samme tidspunkt sidste år, hvor ferieparadiset var voldsomt udfordret af restriktioner, der gjorde rejserne dertil besværlige sammenlignet med andre rejsemål. Sofie Folden Lund udtaler:
”Efter pandemiens udfordringer føles det fantastisk, at vi går en vinter i møde, hvor Thailand rigtigt er tilbage på rejsekortet uden krav om Thailandspas eller Coronatests. Det er en utrolig god nyhed både for vores rejsende og thailænderne, at der nu på alle niveauer bliver lettet på de besværlige indrejseregler og restriktioner, vi havde sidste vinter”.
Og Thailand er klar til at byde både nye og tilbagevendende gæster velkommen igen, siger Sofie Folden Lund, der kan tilføje, at man hos Spies helt ekstraordinært tilbyder Business Class-sæder til netop Phuket denne vinter på et ny-leaset Airbus 330-neo fly, opereret af Sunclass Airlines. Disse Business-sæder har vist sig at være populære. Således er 7 ud af 10 på alle afgange booket.
De mest populære vinterrejser i 2022/23 hos Spies
- Gran Canaria
- Tenerife
- Kap Verde
- Madeira
- Phuket
- Hurgada
- Den Dominikanske Republik
- Rom
- Mauritius
- London
For yderligere information, kontakt kommunikationschef Sofie Folden Lund: sofie.lund@spies.dk /26 36 23 77.
Se flere presse-nyheder her: Spies - Presseinformation | Mynewsdesk
Emner
Kategorier
Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Nordic Leisure Travel Group sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Sunclass Airlines .