Gå til indhold
Tabasco-effekt i rejsesalg efter Omikron-udmelding

Pressemeddelelse -

Tabasco-effekt i rejsesalg efter Omikron-udmelding

Lille men stærk, ligesom tabasco. Sådan beskriver man hos rejsearrangøren Spies lige nu den tendens, der tegner sig. For efter den positive udmelding om Omikron som værende mindre farlig end forrige variant samt mindre smitsom end frygtet, så er rejsesalget de sidste dage nærmest eksploderet med en stigning på 227 procent.

Efter at have været sat kraftigt tilbage i december måned er der nu atter gang i rejselysten og salget hos Danmarks største rejsearrangør, Spies. Her har man hele tiden vidst, at rejselysten var der hos danskerne. Men efter et rekordstærkt efterår tøvede mange med at bestille deres vinterrejser i december, fordi Omikron skabte usikkerhed. Med de positive Omikron-meldinger i starten af 2022 vendte det dog hurtigt igen. Og her ved udgangen af første uge i 2022 oplever man nu en stigning på hele 227 procent i bookinger af vinterrejser i forhold til ugen inden nytår. Kommunikationschef hos Spies, Sofie Folden Lund, siger:

”Det er normalt, at bookingerne stiger i starten af januar, men det er typisk med ca. 25 procent i forhold til ugerne inden nytår. I år ser vi en eksplosiv stigning, der tyder på en opsparet rejsetrang hos mange af dem, der tøvede i december – og det har resulteret i en stigning af bookinger på over 200 procent de første dage af 2022 sammenlignet med de første dage i sidste uge.”

Sofie Folden Lund siger, at man har døbt det ’tabasco-effekten’ hos Spies med reference til den såkaldte ’ketchup-effekt’, som man oplevede i foråret, da verden åbnede, og rejserne blev revet væk. Denne gang ser man hos Spies en stærk stigning over kort tid i bookingaktiviteten af rejser. Dog understreger Sofie Folden Lund, at det er for tidligt at fastslå, om tendensen holder samme høje niveau de næste uger og måneder. Men hun hæfter sig ved, at søgningerne på årets sommerrejser også ser gode ud.

Stadig det nære og sikre, der hitter i starten af året – men tegn på stort Thailand-comeback næste vinter

Ligesom man så i 2021, er det fortsat de nære og sikre rejsemål, der hitter på den korte bane. De Kanariske Øer, Madeira og Kap Verde er de mest populære rejsemål denne vinter, ligesom man hos Spies ser, at det er klassikere som Mallorca, Madeira, Rhodos, Kreta og Cypern, der ligger i top for sommersalget. Kigger man længere frem i 2022, ser det dog ud til, at danskernes favorit, når det gælder de mere eksotiske rejsemål langt væk, nemlig Thailand, gør comeback. Her ser man hos Spies en stigning på hele 125 procent i søgninger sammenlignet med et normalt år.

Rejseåret, der gik 2021

140.000 danskere har rejst med Spies i 2021, hvor de første måneder var lukket ned. I 2020 var det 53.000 – og på et normalt år uden Corona er det ca. 275.000.

Den bedst bookede dag var 30. juni, der bookede bedre end den bedste dag i 2019.

Danskerne har i gennemsnit bestilt lidt dyrere charterrejser i 2021 sammenlignet med før Corona. Ca. 600 kr. mere pr. person. Gæsterne bestiller typisk lidt bedre hoteller og tilvælger ekstra forsikring.

Det har været et år, hvor folk har søgt efter gode råd, sikkerhed og tryghed, når de skulle rejse. Der er søgt over 2 millioner gange på rejsevejledningerne på Spies.dk og en kvart million gange på rejsearrangørens ’Safe Travel’-service.

Her rejste danskerne hen i 2021

  1. Gran Canaria
  2. Mallorca
  3. Kreta
  4. Rhodos
  5. Tenerife

For yderligere information, kontakt Sofie Folden Lund sofie.lund@spies.dk

Emner

Tags


Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Nordic Leisure Travel Group sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Sunclass Airlines . 

Pressekontakt

Relateret materiale

Velkommen til Spies - Presseinformation!

Presseinformation og pressemeddelelser fra Spies. Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Nordic Leisure Travel Group.

Spies - Presseinformation
Kay Fiskers Plads 9
2300 København S
Denmark