Få vores nyheder på mail

Bohemechik barfodsluksus på Kos

Pressemeddelelse   •   Apr 03, 2017 11:47 CEST

En suite med direkte adgang til poolen… Det er et ønske, der er helt i top, når danskerne tager på solferie. Og det ønske bliver også opfyldt på det nye Casa Cook på Kos, som er opført i samme bohemeagtige stil som søsterhotellet på Rhodos.

Med en suveræn beliggenhed direkte på stranden på den græske ø Kos byder en ny bohemechik oase feriehungrende danskere velkommen til sommer. Spies’ nye hotel Casa Cook Kos lokker med lækkert design, spændende arkitektur med indbydende poolområder, et køkken med lokalt touch, trendy shoppingmuligheder og en afslappet atmosfære. De indbydende og unikke omgivelser inviterer både til rolige stunder og til fællesskab. Gæsterne kan desuden nyde hotellets spa eller en ridetur langs stranden eller prøve Stand-Up Paddleboard.

Hotellet, som bliver bygget i foråret 2017, ligger i Marmari på Kos’ nordlige kyst og bliver det andet hotel inden for rammerne af Spies’ unikke lifestyle-koncept Casa Cook. Til forskel fra forgængeren på Rhodos, som er tilpasset til et voksent publikum, vil Casa Cook Kos ikke få nogen aldersbegrænsning og kan dermed også byde velkommen til børnefamilier, som søger en afslappende ferie i stilfulde omgivelser.

- Vores første Casa Cook-hotel på Rhodos blev virkelig en succes, da det blev lanceret sidste år. Nøglen til succesen er, at Casa Cook placerer sig helt rigtigt i tiden med sit touch af det trendy urbane, den lokale tilknytning og den lækre arkitektur. Vi ved, at vores kunder sætter pris på at bo godt på ferien samtidig med, at de ønsker at kombinere det med at opleve omgivelserne og finde de små, bortgemte perler, som de færreste turister kender til - og alt det har Casa Cook, siger Torben Andersen, kommunikationschef i Spies.

I skabelsen af Casa Cook Kos har arkitekten Ilias Mastrominas og teamet på designbureauet Lambs and Lions i Berlin ladet sig inspirere af kubismen, en stil som karakteriserer mange huse og bygninger i den græske øverden. Tanken er, at de en til to etagers høje, fritstående bygninger, de små gange og hotellets små, smukke patioer skal fremkalde følelsen af at befinde sig i en rolig, lille by. I alt vil hotellet tilbyde 100 værelser fordelt i de 58 bygninger.

Det enkle og smukke har været visionen for den berlinbaserede duo Michael Schiclinger, Creative Director på Lambs and Lions, og indretningsarkitekten Annabell Kutucu i skabelsen af Casa Cook Kos. Indretningen er inspireret af enkle former og modernisme, som kombineres med grove tekstiler i naturmaterialer og håndlavede detaljer med et eksotisk touch for at skabe den specielle og karakteristiske Casa Cook-stil.

Hotellets Beach Club udgør hjertet af Casa Cook Kos, og i de ellers ret så golde omgivelser stikker den en anelse ud med sit halmtag og sine glasvægge, som vender ud mod pergolaen og den finkornede sandstrand uden for hotellet. Inspireret af det græske udtryk parea, som symboliserer det fællesskab, som opstår, når venner mødes, inviterer stedet til afslappet samvær i bar- og loungedelen, restauranten eller ved poolen. Casa Cook Beach Club har åbent fra tidlig morgen til sen aften og er et samlingspunkt, hvor man kan nyde såvel velsmagende drinks og lækre smagsoplevelser som dovne timer i liggestolen eller et dyp i poolen. Restauranten tilbyder retter med et lokalt touch a la ”farm-to-table”, hvor gæsterne kan bestille gode middelhavsretter eller lette snacks og vælge og vrage blandt lækkerierne i det indbydende morgenmadsbuffet. Når solen går ned, inviterer lounge-musikken til både samvær og cocktails, og senere på aftenen kan både hotellets gæster og lokalbefolkningen samles over maden og tage udtrykket ”parea” til sig i de lækre omgivelser.

Designet på Casa Cook Kos gennemsyrer også værelserne, som er stilfuldt indrettet. Man vil kunne vælge mellem tre forskellige værelsestyper hos Spies: dobbeltværelser til 2 personer, juniorsuiter til 2-3 personer samt suiter til 2-4 personer - alle med gratis wi-fi, minibar, aircondition, COCO-MAT madrasser og en privat terrasse eller balkon. Suiterne har egen privat pool, og juniorsuiterne har adgang til privat, delt pool. De almindelige dobbeltværelser har ikke egen pool, men her har gæsterne præcis som hotellets øvrige gæster naturligvis adgang til det fælles poolområde.

Casa Cook-konceptet bygger på ideen om at lade gæsterne selv udforme deres egne ferieoplevelser, uanset om man vælger at forlade liggestolene en kort stund for at udforske det relativt golde landskab i nærheden af hotellet, slentre rundt i sanddynerne ved havet eller tage på en udflugt til bjergene længere inde på øen. Hotellet ligger cirka 16 kilometer fra den historiske Kos by, hvis man ønsker at krydre den rolige ferietilværelse på Casa Cook Kos med lidt bypuls eller udforske de små, smalle gader i den gamle bydel.

Hotellet tilbyder desuden daglige aktiviteter såsom Stand-Up Paddleboard, hesteridning på stranden og yoga-hold på terrassen. Får man lyst til at shoppe, kan man gå på opdagelse i Casa Cook Store. Her findes et nøje udvalgt sortiment af tøj og indretningsartikler, og bliver man tørstig, er her også en juicebar, hvor man kan købe velsmagende juicer. Hotellet har et veludrustet motionsrum med tilhørende spa, hvor man kan booste krop og sjæl med både træning og afslappende behandlinger. Her er der også sauna, en hamam og en indendørs pool.

Priseksempel: En uge på Casa Cook Kos (kategori 4+) i Marmari på Kos med afrejse den 1. september 2017 fra København med ophold i delt juniorsuite med direkte adgang til privat, delt pool inkl. morgenmadsbuffet fra 9.149 kr. pr. person.

Læser-/journalistservice – hvis du vil videre:
Læs om Spies’ rejser til Casa Cook Kos her: https://www.spies.dk/graekenland/marmari-tigaki/casa-cook-kos
Læs om Casa Cook her: https://www.spies.dk/casa-cook

Yderligere information: Produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93, eller kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.