Få vores nyheder på mail

Otte ud af 10 danskere har besøgt De Kanariske Øer

Pressemeddelelse   •   Sep 13, 2017 12:38 CEST

Puerto de Mogán er vel nok den flotteste by på Gran Canaria. De farverige bougainvilleaer klatrer op ad de hvidkalkede husmure, og de mange små charmerende kanaler og den hyggelige havn med de mange lystbåde indbyder til romantik.

Når danskerne bestiller ferierejser, er De Kanariske Øer en klassiker, som altid lokker. Flere end otte ud af 10 (82 pct.) har på et eller andet tidspunkt besøgt en eller flere af øerne. 41,8 pct. har besøgt en af de syv øer seks gange eller mere. Mest populær er Gran Canaria fulgt af Tenerife og Fuerteventura. Det viser Spies Rejsepanel, hvor 12.735 personer har svaret på spørgsmål om De Kanariske Øer.

Spanien er populær, og i de seneste år er interessen blot vokset og vokset, og flere og flere vælger et spansk ferierejsemål. Ifølge en helt ny statistik fra Det Spanske Turistbureau er antallet af rejsende fra Danmark til Spanien vokset med 23 pct. til 868.932 i perioden januar til juli 2017 sammenlignet med samme periode i 2016, hvor tallet var 705.908. De Kanariske Øer er et af de mest populære rejsemål, og i regnskabsåret 2015/16 sendte Spies 80.325 gæster til øerne.

- Det er let at forstå, hvorfor De Kanariske Øer er så populære blandt danskere. Vejret er herligt året rundt, flyveturen er relativ kort, og her er meget at se og opleve for alle generationer. Vi har et stort udvalg af hoteller på øerne, hvilket gør, at vores kunder har meget at vælge mellem. Tidligere var øerne et vinterrejsemål, men nu kommer danskerne året rundt, siger Torben Andersen, kommunikationschef i Spies.

Der er mange årsager til, at man vælger at rejse til øerne ud for Marokko. Da deltagerne i Spies Rejsepanel svarede på spørgsmål om, hvad der lokker dem (tre svarmuligheder), angav 38,6 pct., at det er den forholdsvis korte flyvetur, mens de fleste (75,8 pct.) er tiltalt af det behagelige klima. Mange (28,7 pct.) synes også, at føler sig hjemme på De Kanariske Øer. Noget andet, der lokker ved øerne, er, at de passer til alle generationer (19,8 pct.).

Hvor mange gange har du besøgt De Kanariske Øer?

  1. En gang 14,0 pct.
  2. 2-3 gange 25,3 pct.
  3. 4-5 gange 18,9 pct.
  4. 6 gange eller mere 41,8 pct.

Så mange kunne tænke sig at rejse dertil igen

  1. Ja 88,9 pct.
  2. Nej 3,4 pct.
  3. Ved ikke 7,7 pct.

46,3 pct. har Gran Canaria som favorit fulgt af Tenerife (39,4 pct.) og Fuerteventura (5,3 pct.).

Hvilke af følgende kanariske øer har du holdt ferie på? (muligt med flere svar)

  1. Gran Canaria 87,2 pct.
  2. Tenerife 71,1 pct.
  3. Fuerteventura 26,9 pct.
  4. Lanzarote 24,7 pct.
  5. La Gomera 3,7 pct.
  6. En af de andre kanariske øer 2,5 pct.

Spies har arrangeret rejser til De Kanariske Øer siden 1958, og langt de fleste af Spies’ gæster rejser dertil om vinteren. I dag findes der 27 rejsemål og over 350 hoteller at vælge mellem. Gran Canaria er det største rejsemål fulgt af Tenerife og Fuerteventura. Spies tilbyder også rejser til de mindre øer Lanzarote og La Gomera.

OM SPIES' REJSEPANEL: Rejsepanelet er et internetbaseret, uafhængigt og upolitisk panel, der afspejler meninger omkring ferie, rejser og andre relaterede spørgsmål. Panelet består af over 30.000 medlemmer. Det er frivilligt og gratis at være med, og man kan når som helst forlade panelet. Undersøgelsen er et såkaldt bekvemmelighedsudvalg, og de, der svarer, vælger at gøre det via et internetbaseret spørgeskema.

Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.