Få vores nyheder på mail

Sommerferien 2017 er nu klar til salg

Pressemeddelelse   •   Jul 04, 2016 08:18 CEST

Hotelværelser med direkte adgang til poolen er eftertragtede og ofte de første, som bliver udsolgt hos Spies. Her fra nyåbnede Casa Cook på Rhodos.

Hotelværelser med direkte adgang til poolen, store suiter og lejligheder indrettet til babyer og store familier. Ifølge Spies, som er Danmarks største rejsearrangør, er det de første værelsestyper, som forsvinder, når selskabet nu har startet salget af pakkerejser til sommeren 2017.

- Der er faktisk en hel del, som vælger at sikre sommerferien allerede et år i forvejen. Det gælder specielt de, der har behov for specielle værelsestyper, eller som ønsker et værelse, som vi har et begrænset antal af, for eksempel med direkte adgang til poolen fra egen terrasse, siger kommunikationschef i Spies, Torben Andersen.

Det er de mest populære rejsemål og hoteller, som netop er blevet tilgængelige i Spies’ program for sommeren 2017. Det gælder blandt andet Sunwing Family Resorts, Sunprime Hotels og Family Garden-hotellerne.

Og det er i orden at ombestemme sig
Torben Andersen påpeger, at alle, som bestiller næste års sommerferie allerede nu, har fortrydelsesret helt frem til og med den 30. september. Hvis man bestiller senest den 30. september, kan man fire uger efter, man har modtaget sin billet, gebyrfrit afbestille rejsen. Og ændrer man ferieplaner, kan man uden beregning ændre afrejsedato, hotel eller rejsemål frem til fire måneder før afrejse. Dette gælder for alle charterrejser for sommeren 2017, som er bestilt senest den 15. december. Det betyder med andre ord, at man kan bestille favoritværelset allerede nu og planlægge i fred og ro frem til sent på efteråret, før man træffer den endelige beslutning.

Næste sommer har Spies igen afrejse fra fem lufthavne i Danmark, og som det ser ud lige nu, kan Spies præsentere et helt nyt rejsemål i slutningen af august måned.

Følgende rejsemål kan bestilles til næste sommer allerede nu: Mallorca, Cypern, Madeira, Gran Canaria, Tenerife, Kroatien, Tyrkiet samt fem græske øer. Resten af programmet sættes løbende til salg hen over sommeren.

Læser-/journalistservice – hvis du vil videre:
Læs mere om Spies’ program for sommeren 2017 her: https://www.spies.dk/sommer-2017.

Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00, eller produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.