Få vores nyheder på mail

Spies sender over 2.000 på ferie fra Bornholm i 2017

Pressemeddelelse   •   Sep 28, 2016 14:47 CEST

Roquetas de Mar er et populært ferieområde for spanierne selv. Hotellerne ligger i kort afstand til stranden og det varme Middelhavet.

Nyt, spansk rejsemål får premiere fra Bornholms Lufthavn den 12. maj

I 2012 rejste ca. 750 gæster med Spies direkte fra Bornholms Lufthavn til sydens sol og varme. I år vokser tallet til ca. 1.650, og i 2017 forventer Danmarks største rejsearrangør at lette med hele 10 fly og over 2.000 gæster fra øens lufthavn.

Tirsdag løftede Spies sløret for de fem første flyvninger til foråret og en enkelt til efteråret. Igen i år byder rejsearrangøren på et nyt rejsemål fra Bornholm. Der er tale om Costa Almería-området i det sydlige Spanien med hovedbyen Almería med ca. 192.000 indbyggere. Der er afgang den 12. maj.

- Området er Spaniens mest solsikre og har en årlig gennemsnitstemperatur på 19 grader. Priserne på områdets restauranter ligger ca. 20 pct. lavere end på mere kendte Mallorca og Menorca, siger produktchef Carlos Cebrian fra Spies.

Bornholmerne bliver de første Spies-gæster i Almería. Derefter følger flyvninger dertil fra København. Rejsemålet ligger direkte ud til Middelhavet og ikke langt fra Granada og Sierra Nevada.

I april i år kunne man for første gang flyve non-stop fra Bornholm til Gran Canaria. – Det blev en bragende succes. Den gentager vi derfor den 15. april 2017. Dette års sidste flyvning fra Bornholm den 11. oktober går til Tenerife. Hertil er der endnu 30 ledige ud af ca. 200 pladser, siger Carlos Cebrian.

Spies’ foreløbige 2017-program ser således ud:

Gran Canaria (15. april)
Mallorca (21. april)
Rhodos (26. april)
Almería (12. maj)
Varna, Bulgarien (23. maj)
Skiathos/Skopelos (12. september)

Målet for de sidste fire 2017-flyvninger afsløres i november måned.

Yderligere information: Produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93, eller kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.